Dato: 04.04.2003
Vejledning om førtidspensionsregler før den 1. januar 2003
 1. For personer, der har fået tilkendt eller påbegyndt sag om førtidspension, invaliditetsydelse eller bistands- og plejetillæg inden den 1. januar 2003, gælder fortsat de indtil 1. januar 2003 gældende regler i de bestemmelser i lov om social pension, der er opregnet i § 6, stk. 4, i lov nr. 285 af 25. april 2001 (Førtidspensionsreform).
Lov nr. 285 af 25. april 2001:
§ 6. …
Stk. 4. § 1 gælder ikke for personer, der er tilkendt førtidspension, invaliditetsydelse eller bistands- og plejetillæg, eller for hvem der er påbegyndt sag herom inden den 1. januar 2003, med undtagelse af nr. 3 og 18-21, jf. dog stk. 5, og nr. 30 og 31. For disse personer gælder fortsat de indtil da gældende regler i § 1, § 3, stk. 5, §§ 13-18, § 19, stk. 2-4, § 20 a, §§ 28-32, § 33, stk. 1 og 2, § 37, § 39, stk. 1, § 39 a, § 44, § 46, § 49, § 52, stk. 1 og 2, § 57, stk. 2 og 3, § 59, stk. 1-4, § 62, stk. 2, § 72, § 72 b og § 72 c i lov om social pension.
Stk. 5. Førtidspensionister, der er er omfattet af stk. 4, kan fra den 1. januar 2003 vælge på frivillig basis at være omfattet af ATP-ordningen, jf. § 33 a i lov om social pension som ændret ved denne lovs § 1, nr. 18-20, og af den supplerende pensionsordning, jf. § 33 b i lov om social pension, som affattet ved denne lovs § 1, nr. 21. Personer, som har valgt at være omfattet af den indtil 1. januar 2003 gældende bestemmelse i § 33 a i lov om social pension, overgår automatisk til på frivillig basis at være omfattet af § 33 a i lov om social pension som gældende efter 1. januar 2003.
Stk. 6-8. …
Til brug for behandlingen af disse sager gengives i denne vejledning de bestemmelser, der er opregnet i § 6, stk. 4 i lov nr. 285 af 25. april 2001, sådan som de var gældende den 31. december 2002.
Ved behandlingen af disse sager, fx sager om forhøjelse af en tilkendt førtidspension, henvises der til Socialministeriets vejledning om social pension fra 1998. For så vidt angår de lovændringer, der er gennemført efter udsendelsen af vejledningen om social pension fra 1998 og indtil 1. januar 2003, henvises til de udsendte orienteringsskrivelser m.v.
Der er ikke noget krav om, at bekendtgørelse nr. 543 af 28. maj 2002 om beskrivelse, udvikling og vurdering af arbejdsevne (arbejdsevne-bekendtgørelsen) skal anvendes ved genoptagelse af sager om førtidspension, der er tilkendt efter de regler, der var gældende indtil den 1. januar 2003. Reglerne kan dog med fordel anvendes til at opbygge det dokumentationsgrundlag, der skal være til stede for at tage stilling til, om betingelserne for påbegyndelse af sag om førtidspension (med henblik på forhøjelse) er til stede.
2. For modtagere af førtidspension efter de indtil 1. januar 2003 gældende regler sker overgangen til folkepension som beskrevet i vejledningen af 10. marts 1998 om social pension.
Et tilkendt bistands- og plejetillæg bevares ved overgang til folkepension. Det frakendes, hvis betingelserne for at oppebære tillægget ikke længere er tilstede – også efter overgangen til folkepension.
Bistands- og plejetillæg udbetales ikke ved varigt ophold i boformer m.v. efter §§ 92-94 eller § 140 i lov om social service eller ved indsættelse til strafafsoning i fængsel eller arresthus. Der henvises til § 6, stk. 4, i lov nr. 285 af 25. april 2001, hvorefter personer, der er tilkendt bistands- eller plejetillæg, eller for hvem sag herom er påbegyndt inden den 1. januar 2003, fortsat er omfattet af den indtil da gældende § 46 i lov om social pension.
3. Reglerne om frivillig indbetaling til ATP og til Den Supplerende Arbejdsmarkedspensionsordning omfatter også førtidspensionister, der har fået tilkendt pension efter de før 1. januar 2003 gældende regler.
Førtidspensionister, der er tilkendt pension efter de regler, der var gældende indtil 1. januar 2003, har mulighed for på frivillig basis at være omfattet af den i øvrigt obligatoriske ATP-ordning. Det betyder, at førtidspensionisten fortsat har mulighed for at tilmelde sig ordningen og udtræde af ordningen. De førtidspensionister, der havde valgt at være omfattet af den frivillige ATP-ordning, der var gældende indtil 1. januar 2003, overgår automatisk til på frivillig basis at være omfattet af den i øvrigt obligatoriske ATP-ordning, der er gældende fra 1. januar 2003. Det betyder, at kommunen betaler 2/3 af bidraget, og førtidspensionisten betaler 1/3 af bidraget. Kommunens bidrag refunderes af staten. Personer, der er tilkendt invaliditetsydelse, er ikke omfattet af disse regler.
Der henvises til kapitel 4 i vejledningen om førtidspension fra 1. januar 2003.
4. Denne vejledning afløser vejledning nr. 104 af 23. oktober 2002 om førtidspensionsregler før den 1. januar 2003.
Oversigt over de regler der fortsat er gældende for personer, der er tilkendt førtidspension, invaliditetsydelse eller bistands- og plejetillæg, eller for hvem der er påbegyndt sag herom inden den 1. januar 2003, jf. § 6, stk. 4, i lov nr. 285 af 25. april 2001:
Fra lovens kapitel 1
§ 1. Pension efter denne lov er folkepension, førtidspension, invaliditetsydelse og tillæg efter kapitel 2 og 11.
§ 3. …
Stk. 5. Retten til at modtage pension i udlandet efter stk. 2, 3 og 4 omfatter pensionens grundbeløb, invaliditetsbeløb, erhvervsudygtighedsbeløb, førtidsbeløb, tillæg efter §§ 16, 17 og 69-72 og invaliditetsydelse.
Fra lovens kapitel 2
§ 13. Førtidspension kan udbetales til personer i alderen fra 18 til 65 år i form af
1) højeste førtidspension, der består af grundbeløb, invaliditetsbeløb, erhvervsudygtighedsbeløb og pensionstillæg,
2) mellemste førtidspension, der består af grundbeløb, invaliditetsbeløb og pensionstillæg,
3) forhøjet almindelig førtidspension, der består af grundbeløb, førtidsbeløb og pensionstillæg, eller
4) almindelig førtidspension, der består af grundbeløb og pensionstillæg.
§ 14. Højeste førtidspension kan tilkendes personer i alderen fra 18 til 60 år, der i ethvert erhverv må anses for kun at have ubetydelig erhvervsevne i behold.
Stk. 2. Mellemste førtidspension kan tilkendes
1) personer i alderen fra 18 til 60 år, hvis erhvervsevne er nedsat med omkring 2/3, og
2) personer i alderen fra 60 til 65 år, hvis erhvervsevne er nedsat i det omfang, der er nævnt i stk. 1.
Stk. 3. Forhøjet almindelig førtidspension eller almindelig førtidspension kan tilkendes
1) personer i alderen fra 18 til 65 år, hvis erhvervsevne er nedsat på grund af helbredsmæssige forhold med mindst halvdelen,
2) personer i alderen fra 18 til 65 år, hvis erhvervsevne er nedsat med mindst halvdelen, uden at nedsættelsen alene skyldes helbredsmæssige forhold, og
3) personer i alderen fra 50 til 65 år, når sociale og helbredsmæssige forhold taler for det.
Stk. 4. Pension efter stk. 3 tilkendes som forhøjet almindelig førtidspension til personer under 60 år og som almindelig førtidspension til personer over denne alder.
Stk. 5. Socialministeren kan fastsætte nærmere regler om tilkendelse af pension efter stk. 3, nr. 2 og 3.
Stk. 6. Alderen på det tidspunkt, hvor en førtidspensionssag påbegyndes, eller hvor der er ansøgt om pension efter §§ 16 og 18, er afgørende for, hvilken pension der kan tilkendes. Er de øvrige betingelser for tilkendelse først opfyldt på et senere tidspunkt, er det alderen på dette tidspunkt, der er afgørende for, hvilken pension der kan tilkendes.
Stk. 7. Efter det fyldte 60. år kan pension uden pensionistens samtykke hverken frakendes eller nedsættes til lavere form for pension, jf. § 13. Dette gælder dog ikke for invaliditetsydelse og bistands- og plejetillæg.
§ 15. Tilkendelse af pension efter § 14, stk. 1-2 og stk. 3, nr. 1 og 2, er betinget af, at erhvervsevnen varigt er nedsat på grund af fysisk eller psykisk invaliditet. Med henblik på pension efter § 14, stk. 3, nr. 2, skal der dog også lægges afgørende vægt på andre omstændigheder, der klart viser, at erhvervsevnen hos en ansøger, som ikke har andre forsørgelsesmuligheder, er varigt nedsat. Der kan i helt ekstraordinære tilfælde tilkendes pension efter § 14, stk. 3, nr. 2, uden at nedsættelsen af erhvervsevnen skyldes helbredsmæssige forhold.
Stk. 2. Tilkendelse af førtidspension efter § 14 forudsætter, at alle aktiverings-, revaliderings- og behandlingsmæssige samt andre foranstaltninger, der kan forbedre erhvervsevnen, har været afprøvet, og at erhvervsevnen ikke varigt kan forbedres.
Stk. 3. Ved bedømmelsen af, i hvilket omfang erhvervsevnen er nedsat, skal der foretages en sammenligning mellem den indtægt, som den pågældende skønnes at kunne opnå ved et arbejde, der svarer til pågældendes kræfter og færdigheder, og som under hensyn til uddannelse og tidligere virksomhed kan forlanges af den pågældende, og den indtægt, som personer med lignende uddannelse normalt opnår i samme egn. Der skal endvidere tages hensyn til alder, livsstilling, bopæl og beskæftigelsesmuligheder og til sådanne andre omstændigheder, der i det enkelte tilfælde findes at burde tillægges vægt.
Stk. 4. Socialministeren fastsætter nærmere regler om vurderingen af erhvervsevnenedsættelsen for personer, der ikke kan anses for hidtil at have været fuldtidsbeskæftigede.
Særlige tillæg
§ 16. Bistandstillæg kan tilkendes personer i alderen fra 18 til 65 år sammen med pension. Tillæg kan tilkendes personer, der er blinde eller stærkt svagsynede, eller hvis invaliditet medfører, at pågældende stadig må have personlig bistand af andre.
Stk. 2. Plejetillæg kan tilkendes i stedet for bistandstillæg, hvis invaliditeten kræver vedvarende pleje eller tilsyn, der gør det nødvendigt, at der stadig er en anden person til stede.
§ 17. Der ydes personligt tillæg til betaling af varmeudgifter. Socialministeren fastsætter nærmere regler herom, herunder om egenbetaling. Socialministeren fastsætter endvidere regler om, at kommunalbestyrelsen kan yde varmetillæg med et højere beløb end fastsat i reglerne efter 2. pkt.
Stk. 2. Personligt tillæg kan udbetales til pensionister, hvis økonomiske forhold er særlig vanskelige. Kommunen træffer afgørelse herom efter en nærmere konkret og individuel vurdering af pensionistens økonomiske forhold.
Stk. 3. Ud over personligt tillæg efter stk. 1 ydes der til pensionister uanset deres økonomiske forhold et tillæg til udgifter til petroleum, når anvendelse af petroleum i dunke på højst 10 l er en nødvendig opvarmningsform i deres bolig. Tillægget svarer til afgiften på petroleum i henhold til lov om energiafgift af mineralolieprodukter m.v. og lov om kuldioxidafgift af visse olieprodukter med tillæg af merværdiafgift og kan højst ydes for 2.000 l petroleum i dunk om året pr. husstand.
Stk. 4. Personligt tillæg efter stk. 1-3 kan tidligst ydes med virkning fra det tidspunkt, hvor pensionen efter §§ 12, 14 og 16 er tilkendt.
§ 17 a. Der ydes helbredstillæg til betaling af pensionistens egne udgifter til ydelser, som den offentlige sygesikring yder tilskud til efter lov om offentlig sygesikring, jf. dog stk. 2. Tillægget beregnes i forhold til 85 pct. af pensionistens egen andel af udgiften.
Stk. 2. Helbredstillæg ydes ikke til betaling af pensionistens egen udgift til ydelser efter § 6, stk. 4, § 8 a og § 17 i lov om offentlig sygesikring.
Stk. 3. Til pensionister, der har valgt sikringsform 2 (gruppe 2-sikrede) efter lov om offentlig sygesikring, ydes helbredstillægget til betaling af udgifter til ydelser efter §§ 8 og 9 i lov om offentlig sygesikring svarende til det beløb, der ville blive ydet, hvis pensionisten havde valgt sikringsform 1 (gruppe 1-sikret).
Stk. 4. Der ydes desuden helbredstillæg til betaling af pensionistens egne udgifter til tandproteser, briller og fodbehandling, såfremt kommunen vurderer, at udgiften er nødvendig. Tillægget beregnes i forhold til 85 pct. af pensionistens egen andel af udgiften. Kommunen kan indgå prisaftaler med leverandører af tandproteser, briller og fodbehandling, og det er den aftalte pris, der lægges til grund for beregningen af helbredstillæg. Pensionisten kan frit vælge en anden leverandør end den eller de leverandører, kommunen har indgået prisaftale med. Har kommunen ikke indgået en prisaftale, beregnes helbredstillægget i forhold til den faktiske pris på den nødvendige udgift.
Stk. 5. Socialministeren kan fastsætte nærmere regler om helbredstillæg, herunder hvilke udgiftstyper der er omfattet af stk. 4.
§ 17 b. Helbredstillæg efter § 17 a udbetales ikke, hvis pensionistens og en eventuel ægtefælles eller samlevers samlede likvide formue overstiger formuegrænsen, jf. § 49, stk. 1, nr. 13.
Stk. 2. Ved opgørelsen af likvid formue indgår
1) indestående i pengeinstitutter m.v.,
2) kursværdien af obligationer,
3) pantebreve i depot,
4) kursværdien af deponerede børsnoterede aktier,
5) kursværdien af investeringsforeningsbeviser,
6) kontant beholdning og
7) andre værdipapirer, herunder værdipapirer i udlandet.
Stk. 3. Ved opgørelsen af formuen efter stk. 2 beregnes først summen af værdierne efter stk. 2, nr. 1-5. Hvis summen heraf ikke overstiger formuegrænsen, jf. § 49, stk. 1, nr. 13, indgår desuden formue efter stk. 2, nr. 6 og 7.
§ 17 c. Ved opgørelse af formue efter § 17 b bortses fra erstatning for tab af erhvervsevne, der udbetales som følge af personskade efter
1) lov om erstatning fra staten til ofre for forbrydelser,
2) lov om erstatningsansvar,
3) lov om sikring mod følger af arbejdsskade,
4) lov om erstatning for vaccinationsskader,
5) lov om patientforsikring,
6) lov om lægemiddelskader,
7) cirkulære om statens erstatningsordninger for deltagere i praktisk erhvervsorientering,
8) lov om erstatning for skadelidte værnepligtige m.fl. eller
9) bestemmelser for ansættelse og aflønning af personel ansat på kontrakt i Beredsskabskorpset i forbindelse med humanitært hjælpearbejde.
Stk. 2. Der ses desuden bort fra formue, som skyldes beløb, der er udbetalt som godtgørelse for varigt mén og ikkeøkonomisk skade.
Stk. 3. Endvidere bortses fra godtgørelse og afkastet af godtgørelse til hiv-smittede blødere m.fl. og hiv-positive transfusionssmittede samt fra erstatning og afkastet af erstatning, jf. lov om erstatning for skader ved lsd-behandling.
Stk. 4. Endelig bortses fra udenlandske erstatninger, der svarer til de i stk. 1-3 nævnte.
Invaliditetsydelse
§ 18. Invaliditetsydelse kan tilkendes personer i alderen fra 18 til 65 år, der ikke modtager anden pension, men som ville have ret til højeste eller mellemste førtidspension, hvis de ikke havde erhvervsmæssigt arbejde, jf. § 15. Invaliditetsydelse kan også tilkendes personer, der på grund af alvorlig høreskade har svære kontaktvanskeligheder.
§ 19. …
Stk. 2. Grundbeløb til førtidspensionister nedsættes på grund af indtægt efter § 28.
Stk. 3. Pensionstillæg, personligt tillæg efter § 17, stk. 1, og helbredstillæg efter § 17 a nedsættes på grund af indtægt efter § 29.
Stk. 4. Invaliditetsbeløb, erhvervsudygtighedsbeløb, førtidsbeløb, bistands- og plejetillæg og invaliditetsydelse nedsættes ikke på grund af modtagerens økonomiske forhold.
Fra lovens kapitel 3
§ 20 a. Kommunalbestyrelsen skal behandle en ansøgning om førtidspension i forhold til alle de muligheder, der findes for at yde hjælp efter den sociale lovgivning.
Stk. 2. Behandlingen af en sag om førtidspension kan først påbegyndes på det tidspunkt, hvor det konstateres, at alle aktiverings-, revaliderings- og behandlingsmæssige samt andre foranstaltninger har været afprøvet, jf. § 15, stk. 2. Dette gælder dog ikke i de tilfælde, hvor det vurderes, jf. stk. 1, at erhvervsevnen er ubetydelig og ikke kan forbedres efter de nævnte foranstaltninger i 1. pkt.
Stk. 3. Kommunalbestyrelsen skal som hovedregel træffe afgørelse senest 3 måneder efter tidspunktet for sagens påbegyndelse, jf. stk. 2. Kan afgørelsen i særlige tilfælde ikke træffes, inden der er forløbet 3 måneder, skal ansøgeren have en nærmere redegørelse for, hvad der er årsag til den forlængede sagsbehandlingstid, og meddelelse om, hvornår sagen forventes afgjort.
Fra lovens kapitel 4
§ 28. For førtidspensionister opgøres indtægtsgrundlaget for grundbeløb således:
1) Personlig indkomst med tillæg af positiv kapitalindkomst, der anvendes til beregning af indkomstskat efter personskattelovens § 7, dog før de deri nævnte bundfradrag og fradrag for grundbeløb, samt aktieindkomst, der beskattes efter personskattelovens § 8 a, stk. 1 og 2, bortset fra udbytteindkomst op til 5.000 kr., hvori der er indeholdt endelig udbytteskat. Endelig tillægges vederlag omfattet af ligningslovens § 28 A omregnet efter ligningslovens § 28 B, stk. 3.
2) Opgørelsesperioden for indtægtsgrundlaget efter nr. 1 er det senest afsluttede indkomstår. Indtægtsgrundlaget anvendes med virkning for det andet kalenderår efter indkomstårets udløb.
3) Ved opgørelsen af indtægtsgrundlaget efter nr. 1 og 2 reguleres den personlige indkomst, der indgår i indtægtsgrundlaget, efter samme regler, som gælder for den forskudsregistrering, der sker på grundlag af den seneste slutligning efter lov om opkrævning af indkomst- og formueskat for personer m.v. (kildeskat).
Stk. 2. Socialministeren fastsætter regler for, hvorledes indkomster efter stk. 1, der ikke er skattepligtige her i landet, og indkomster, som er omfattet af ligningslovens § 33 C, skal indgå i indtægtsgrundlaget.
Stk. 3. Til indtægtsgrundlaget efter stk. 1 og 2 foretages følgende fradrag og tillæg:
1) Fradrag for skattepligtig pension efter denne lov og fradrag for skattepligtig pension udbetalt efter lovgivningen i en anden EU/EØS-medlemsstat og omfattet af og beregnet efter forordning nr. 1408/71 samt for pension udbetalt efter lovgivningen i et land, med hvilket der er indgået overenskomst om samordning af pension.
2) Socialministeren fastsætter nærmere regler for, hvorledes fradrag for pensioner som nævnt i nr. 1, der ikke er skattepligtige her i landet, skal fradrages.
3) Pension udbetalt efter lov om Arbejdsmarkedets Tillægspension fradrages.
4) Ophørsstøtte efter lov om ophørsstøtte til jordbrugere og lov om ophørsstøtte til erhvervsfiskere fradrages.
5) Sygedagpenge, arbejdsløshedsdagpenge og kontanthjælp, der er udbetalt for samme periode, hvori der foretages efterbetaling af pension, jf. § 32, stk. 1, fradrages.
6) Efterlevelseshjælp efter § 85 a i lov om aktiv socialpolitik fradrages.
Stk. 4. Indtægten afrundes nedad til nærmeste beløb, der er deleligt med 100.
Stk. 5. Den opgjorte indtægt nedsættes med et fradrag, jf. § 49, stk. 1, nr. 2.
§ 29. Indtægtsgrundlaget for pensionstillæg, personligt tillæg efter § 17, stk. 1, og helbredstillæg efter § 17 a, opgøres på grundlag af pensionistens og en eventuel ægtefælles eller samlevers samlede indtægt. Indtægten opgøres efter § 28, stk. 1-4. Ved opgørelsen efter § 28, stk. 3, foretages ikke fradrag efter nr. 3.
Stk. 2. Ved opgørelsen af indtægtsgrundlaget for beregning af pensionstillæg for en pensionist, der er gift eller samlevende med en person, som ikke modtager social pension efter denne lov, nedsættes ægtefællens eller samleverens samtlige indtægter, der indgår i indtægtsgrundlaget, med et fradragsbeløb, jf. § 49, stk. 1, nr. 4. Fradraget efter 1. pkt. skal dog som minimum svare til ægtefællens eller samleverens indtægter, der hidrører fra personligt arbejde, delpension, kontanthjælp, sygedagpenge, arbejdsløshedsdagpenge, efterløn eller overgangsydelse, på op til 10.000 kr.
Stk. 3. Den opgjorte indtægt nedsættes ved beregning af pensionstillæg med et fradrag, jf. § 49, stk. 1, nr. 5.
Stk. 4. Den opgjorte indtægt nedsættes ved beregning af personligt tillæg og helbredstillæg med et fradrag, jf. § 49, stk. 1, nr. 6.
§ 29 a. Formue efter §§ 17 b og 17 c opgøres ved ansøgning om helbredstillæg efter § 17 a.
Stk. 2. Formue efter § 17 b, stk. 2, nr. 1-5, opgøres på ansøgningstidspunktet på grundlag af de oplysninger, der efter skattekontrollovens afsnit II senest er indberettet til skattemyndighederne. Er der indtrådt væsentlige ændringer, som vil have betydning for udbetalingen af helbredstillægget, opgøres formuen på grundlag af pensionistens og en eventuel ægtefælles eller samlevers oplysninger om den aktuelle formue.
Stk. 3. Formue efter § 17 b, stk. 2, nr. 6 og 7, opgøres på grundlag af pensionistens og en eventuel ægtefælles eller samlevers oplysninger om formuen på ansøgningstidspunktet.
§ 30. Den første beregning af pension sker på grundlag af den forventede fremtidige indtægt opgjort efter §§ 27-29.
Nedsættelse af pension
§ 31. Grundbeløb til folkepensionister nedsættes med 30 pct. af indtægtsgrundlaget, jf. § 27. Grundbeløb til førtidspensionister nedsættes med 60 pct. af indtægtsgrundlaget, jf. § 28.
Stk. 2. Pensionstillæg nedsættes med 30 pct. af indtægtsgrundlaget, jf. § 29, dog med 15 pct., hvis pensionistens ægtefælle eller samlever også har ret til pension.
Stk. 3. Personligt tillæg efter § 17, stk. 1, og helbredstillæg efter § 17 a nedsættes afhængig af den personlige tillægsprocent. Den personlige tillægsprocent beregnes på grundlag af indtægten efter § 29. Den personlige tillægsprocent er som udgangspunkt 100, men nedsættes med 1 pct. for hvert beløb, jf. § 49, stk. 5, hvormed indtægtsgrundlaget efter § 29, stk. 1, overstiger fradragsbeløbet efter § 49, stk. 1, nr. 6.
Stk. 4. Pensionen udbetales ikke, hvis den bliver mindre end et minimumsbeløb, jf. § 49, stk. 1, nr. 14.
§ 32. I pension, der er tilkendt efter § 14, og som efterbetales for en periode, der ligger forud for tilkendelsen, jf. § 33, stk. 2, fratrækkes sygedagpenge, arbejdsløshedsdagpenge og kontanthjælp, der er udbetalt for samme periode.
Stk. 2. For meget udbetalt pension eller boligstøtte kan fratrækkes pensionen.
Fra lovens kapitel 5
§ 33. Pension udbetales månedsvis bagud fra den 1. i måneden efter, at der er ansøgt om pension, og at lovens betingelser er opfyldt.
Stk. 2. Pension tilkendt efter §§ 14, 16 og 18 udbetales med virkning fra den 1. i måneden efter, at der er truffet afgørelse om pension, dog senest med virkning fra den 1. i måneden efter, at der er forløbet 3 måneder, fra behandlingen af førtidspensionssagen er påbegyndt eller der er ansøgt om pension efter §§ 16 eller 18. Pensionen, jf. 1. pkt., udbetales tidligst fra den 1. i måneden efter at betingelserne for tilkendelse af pension efter §§ 14, 16 og 18 er opfyldt.
Stk. 3-8. …
§ 37. Personer, der har ret til førtidspension eller invaliditetsydelse, overgår uden ansøgning fra den 1. i måneden efter det fyldte 65. år til at modtage folkepension. Personer, der ved overgangen modtog bistands- eller plejetillæg, bevarer disse tillæg.
Fra lovens kapitel 6
§ 39. Pensionen fastsættes hver 1. januar på grundlag af indtægten opgjort efter §§ 27-29.
Stk. 2-5. …
§ 39 a. Formue efter § 17 b, stk. 2, nr. 1-5, opgøres hver 1. januar på grundlag af de oplysninger, der senest foreligger indberettet til skattemyndighederne efter skattekontrollovens afsnit II. Er der indtrådt væsentlige ændringer, som vil have betydning for udbetalingen af helbredstillægget, opgøres formuen på grundlag af pensionistens og en eventuel ægtefælles eller samlevers oplysninger om den aktuelle formue.
Stk. 2. Formue efter § 17 b, stk. 2, nr. 6 og 7, opgøres hver 1. januar på grundlag af de senest modtagne oplysninger fra pensionisten og en eventuel ægtefælle eller samlever.
Stk. 3. Formuen opgøres på ny i løbet af året, hvis pensionisten anmoder herom og kan dokumentere, at den samlede likvide formue ikke overstiger formuegrænsen, jf. § 49, stk. 1, nr. 13. Udbetaling af helbredstillæg efter § 17 a kan ske med virkning fra tidspunktet for anmodningen og ikke med tilbagevirkende kraft, selv om formuen er reduceret til under formuegrænsen på et tidligere tidspunkt.
§ 44. Kommunalbestyrelsen skal træffe afgørelse om frakendelse eller overflytning til anden pension,
1) hvis der er sket en væsentlig forbedring eller forringelse af erhvervsevnen, jf. § 15,
2) hvis den personlige arbejdsindtægt for en pensionist, der har fået tilkendt pension efter § 14, stk. 1-2 og stk. 3, nr. 1 og 2, vedvarende overstiger et beløb svarende til det dobbelte af grundbeløbet, jf. dog § 15, stk. 3, eller
3) hvis betingelserne for pension efter § 14, stk. 3, nr. 2 og 3, i øvrigt ikke længere er opfyldt. Tilsvarende gælder for bistands- og plejetillæg og invaliditetsydelse, jf. § 16 og § 18.
Stk. 2. Pensionen kan bevares i indtil 3 måneder efter det tidspunkt, fra hvilket frakendelse efter stk. 1 kan ske.
Stk. 3. Pensionisten kan selv rejse sag om frakendelse eller ændring af pension.
§ 46. Indsættes en person til strafafsoning i fængsel eller arresthus, udbetales pensionen, herunder bistands- og plejetillæg, indtil udgangen af den måned, der følger efter måneden, hvor strafafsoningen påbegyndes. Dette gælder også varetægtsfængsling. Er der rimelig udsigt til, at den pågældende vil kunne løslades inden for et tidsrum af omkring 6 måneder efter, at strafafsoningen er påbegyndt, kan den pågældende dog af pensionen få udbetalt et beløb til dækning af udgifter til husleje og lign. Under varetægtsfængsling kan perioden nævnt i 3. pkt. forlænges. Efterfølges varetægtsfængslingen ikke af en domfældelse, efterbetales den del af pensionen, der ikke er udbetalt under varetægtsfængslingen.
Stk. 2. Får en person varigt ophold i boformer m.v. efter §§ 92-94 eller § 140 i lov om social service, udbetales et eventuelt bistands- eller plejetillæg indtil udgangen af den måned, der følger efter indflytningsmåneden.
Stk. 3. Socialministeren kan fastsætte nærmere regler om
1) udbetaling af pension, herunder bistands- eller plejetillæg til personer, der har ophold i de institutioner m.v., der er nævnt i stk. 1 og 2,
2) udbetaling af pension, herunder bistands- eller plejetillæg, til personer, der er anbragt i pleje i private hjem eller har ophold i et bofællesskab, jf. § 91 i lov om social service,
3) udbetaling af pension til personer, der har ophold i boformer omfattet af lov om social service, men for hvilke der ikke er fastsat regler om pensionens udbetaling, og
4) udbetaling af pension ydet efter lovgivning i et andet land.
Fra lovens kapitel 7
§ 49. Ved fastsættelse af pension anvendes følgende beløb:
1) Grundbeløb efter §§ 12 og 13 udgør 48.024 kr. årlig.
2) Fradragsbeløb i den opgjorte indtægt for grundbeløb efter § 27, stk. 5, udgør 204.100 kr. Fradragsbeløb i den opgjorte indtægt for grundbeløb efter § 28, stk. 5, udgør 204.100 kr. for enlige og 138.400 kr. for gifte.
3) Pensionstillæg efter §§ 12 og 13 udgør for enlige, jf. stk. 2, 2. pkt., 48.336 kr. årlig og for andre 22.188 kr. årlig.
4) Fradragsbeløbet i den opgjorte indtægt for en ægtefælle eller samlever, som ikke modtager social pension, jf. § 29, stk. 2, 1. pkt., udgør halvdelen af dennes indtægt op til 150.000 kr.
5) Fradragsbeløb i den opgjorte indtægt for pensionstillæg efter § 29, stk. 3, udgør 45.000 kr. for enlige, 90.300 kr. for gifte og samlevende.
6) Fradragsbeløb i den opgjorte indtægt for personligt tillæg og helbredstillæg efter § 29, stk. 4, udgør 13.000 kr. for enlige og 25.800 kr. for gifte og samlevende.
7) Invaliditetsbeløb efter § 13, nr. 1 og 2, udgør 23.364 kr. årlig, dog 19.896 kr., hvis pensionistens ægtefælle modtager førtidspension efter § 14, stk. 1 eller 2, eller invaliditetsydelse.
8) Invaliditetsydelse efter § 18 udgør 23.496 kr. årlig, dog 19.080 kr. årlig, hvis pensionistens ægtefælle modtager førtidspension efter § 14, stk. 1 eller 2, eller invaliditetsydelse.
9) Erhvervsudygtighedsbeløb efter § 13, nr. 1, udgør 32.244 kr. årlig, dog 23.328 kr., hvis pensionistens ægtefælle modtager førtidspension efter § 14, stk. 1.
10) Førtidsbeløb efter § 13, nr. 3, udgør 12.204 kr. årlig.
11) Bistandstillæg efter § 16, stk. 1, udgør 24.408 kr. årlig.
12) Plejetillæg efter § 16, stk. 2, udgør 48.696 kr. årlig.
13) Formuegrænsen for tildeling af helbredstillæg efter § 17 a udgør 47.000 kr.
14) Minimumsbeløb for udbetalt pension efter § 31, stk. 4, udgør 1/40 af grundbeløbet.
Stk. 2. Ved fastsættelse af pensionen anses gifte og samlevende som enlige, hvis samlivet mellem parterne er ophævet. Personer, der lever i et samlivsforhold, betragtes ikke som enlige ved udbetaling af pensionstillæg, jf. stk. 1, nr. 3, ved opgørelse af indtægtsgrundlaget for pensionstillæg, personligt tillæg og helbredstillæg, jf. § 29, og ved fradrag i den opgjorte indtægt efter stk. 1, nr. 5 og 6.
Stk. 3. De beløb, der er nævnt i stk. 1, samt §§ 69-72, reguleres een gang årligt den 1. januar med satsreguleringsprocenten, jf. lov om en satsreguleringsprocent. Reguleringen sker 1. gang den 1. januar 2000. Reguleringen af beløbet i § 49, stk. 1, nr. 4, sker dog første gang den 1. januar 2002.
Stk. 4. De beløb, der er nævnt i stk. 1, nr. 1, 3 og 7-12 og 14, samt §§ 69-72, afrundes til nærmeste kronebeløb, der kan deles med 12. De beløb, der er nævnt i stk. 1, nr. 2, 4-6 og 13, afrundes til nærmeste kronebeløb, der kan deles med 100.
Stk. 5. Det beløb, der medfører, at personligt tillæg efter § 17, stk. 1, og helbredstillæg efter § 17 a nedsættes med 1 pct., jf. § 31, stk. 3, beregnes som differencen mellem fradragsbeløbet efter § 49, stk. 1, nr. 5, og fradragsbeløbet efter § 49, stk. 1, nr. 6, divideret med 100. Der beregnes et beløb for enlige og et beløb for gifte og samlevende.
Stk. 6. Pensionstillæg til andre, jf. stk. 1, nr. 3, forhøjes den 1. januar 2000 med 360 kr. Beløbet i 1. pkt. reguleres med satsreguleringsprocenten, jf. stk. 3, 1. pkt., og reguleres første gang den 1. januar 1999.
Fra lovens kapitel 9
§ 52. Staten afholder kommunernes udgifter til pension efter §§ 12 og 16 til personer, der er fyldt 65 år. Kommunernes udgifter til pension efter §§ 14, 16 og 18 til personer under 65 år afholdes af staten med 35 pct.
Stk. 2. Kommunernes udgifter til personligt tillæg efter § 17, stk. 2, og helbredstillæg efter § 17 a, afholdes af staten med 50 pct. Kommunernes udgifter til personligt tillæg efter § 17, stk. 1 og 3, afholdes af staten med 75 pct.
Stk. 3. …
Fra lovens kapitel 10
§ 57. …
Stk. 2. Skatteministeren stiller oplysninger til rådighed til brug for beregning af indtægtsgrundlaget efter § 28, stk. 1.
Stk. 3. Skatteministeren træffer bestemmelse om, hvilke myndigheder der skal opgøre indtægtsgrundlaget efter § 28, stk. 1.
§ 59. Kommunalbestyrelsen træffer afgørelse om tilkendelse og udbetaling af ydelser efter denne lov, herunder
1) fra hvilket tidspunkt en sag er påbegyndt,
2) om betingelserne er opfyldt for tilkendelse, ændring eller frakendelse af førtidspension, invaliditetsydelse og tillæg efter §§ 16, 17 og 17 a,
3) fra hvilket tidspunkt betingelserne for tilkendelse, ændring eller frakendelse er opfyldt,
4) om en sag skal genoptages til undersøgelse på et senere tidspunkt, der fastsættes af kommunalbestyrelsen, eller
5) om pension skal bevares i indtil 3 måneder efter det tidspunkt, fra hvilket frakendelse kan ske.
Stk. 2. Kommunalbestyrelsen afgør, om betingelserne for tilkendelse af pension er opfyldt ved afgørelse om fortsat ret til dagpenge, jf. dagpengelovens § 23, stk. 1, nr. 2.
Stk. 3. Kommunalbestyrelsen kan træffe afgørelse om, at retten til pension efter § 14 skal være hvilende. En eventuel fastsat frist for genoptagelse af sagen efter lovens § 59, stk. 1, nr. 4, gælder uafhængigt af afgørelsen om hvilende pension.
Stk. 4. Kommunalbestyrelsen kan bestemme, at sagen bortfalder, eller at ydelsen inddrages i de tilfælde, hvor en person ikke medvirker til de nødvendige undersøgelser, jf. kapitel 3 i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område, optræning eller andre foranstaltninger, der må antages mere varigt at kunne forbedre erhvervsevnen væsentligt.
§ 62. …
Stk. 2. Ved udøvelse af de beføjelser, der er nævnt i stk. 1, finder § 20 a, stk. 2 og 3, ikke anvendelse på personer med bopæl i udlandet.
Stk. 3. …
Fra lovens kapitel 11
§ 72. Husligt bistandstillæg udbetales til folkepensionister og invaliditetsydelsesmodtagere, som har ret til tillægget den 1. oktober 1984. Tillægget udgør 8.616 kr. årlig, jf. § 49.
§ 72 b. Til enlige personer, der i december 1993 modtog invaliditetsydelse samt bistands- eller plejetillæg efter § 18, jf. §§ 16 og 49, stk. 2, 2. pkt., udbetales et tillæg, der årlig udgør 26.508 kr. Tillægget reguleres efter reglerne i § 49, stk. 3, jf. stk. 4, og udgiften hertil afholdes efter reglerne i § 52, stk. 1, jf. § 14 i lov nr. 399 af 6. juni 1991 om ændring af den sociale styrelseslov og lov om social pension m.v. (Omlægninger af regler om tilkendelse af førtidspension, refusionssatser og ankestrukturen m.v.).
§ 72 c. Til pensionister, som den 1. januar er bosiddende i kommuner, hvor summen af kommune, amts- og kirkeskatteprocenten overstiger 32,2 pct., udbetales et tillæg, der årligt udgør 59 kr. for enlige og 34 kr. for andre for hver 0,1 procentpoint, som summen af de nævnte skatteprocenter efter afrunding til en decimal overstiger 32,2 pct. Tillæg oprundes til nærmeste kronebeløb, der er deleligt med 50. Tillæg udbetales ikke, hvis det før oprunding udgør mindre end 250 kr. for enlige og 150 kr. for andre.
Stk. 2. De procenter, der er nævnt i stk. 1, forhøjes pr. 1. januar 2000 til 32,6 pct. og herefter årligt pr. 1. januar med yderligere 0,4 procentpoint.
Stk. 3. Beløbene i stk. 1 reguleres ikke efter reglerne i § 49, stk. 3, jf. stk. 4. Udgiften til tillæg afholdes af staten.
Socialministeriet, den 3. april 2003
Kilde: Socialministeriet
<< Tilbage |