Screening af donorblod for virale markører ORIGINAL MEDDELELSE Ebbe Dickmeiss, sygeplejerske Annette Hartvig Christiansen &Else Smith Resumé Introduktion: Resultaterne fra donorblodscreeningen for hiv-antistoffer, HBsAg, anti-HCV og anti HTLV-I/II i Danmark beskrives. Metode: Samtlige blodbanker indberetter løbende på månedsbasis resultaterne fra donorblodscreeningen for anti-hiv-1/2, HBsAg, anti-HCV og anti-HTLV-I/II til Epidemiologisk afdeling, Statens Serum Institut. Data stammer primært fra disse indberetninger. De vigtigste variable var: antal undersøgelser af donorblod, antal hiv-antistof positive donorer, antal HBsAg-positive donorer, antal anti-HCV-positive donorer, positive donorers donationsanamnese, køn, alder og risikoadfærd. Resultat: Prævalens af smitteforekomst blandt kandidatdonorer (der ikke tappes ved deres første fremmøde) var for hiv: 4,8 per 100.000 ; for hepatitis C-virus: 52,7 per 100.000; for hepatitis B-virus: 60 per 100.000. Årlig incidens af nysmitte blandt de ca. 260.000 regelmæssige donorer i Danmark var for hiv: 0,42 per 100.000; for hepatitis C-virus: 0,64 per 100.000; for hepatitis B-virus: 0,70 per 100.000. Der blev blandt ikke tidligere undersøgte donorer fundet en prævalens af HTLV-I-smitte på en per 60.000 donorer, og for HTLV-II en per 150.000 donorer. Der er ikke konstateret tilfælde af nysmitte med HTLV-I/II blandt regelmæssige donorer. Diskussion: Forekomst af smitte med retrovirus og hepatitisvirus blandt de frivillige, danske bloddonorer er lav. For hiv-infektionens vedkommende udgør smitteforekomsten blandt bloddonorer kun 3-6% af den forekomst, der er konstateret i den danske befolkning i aldersgruppen 18-60 år som helhed. Hyppigste årsag til smitte var for hiv's vedkommende seksuel smitte, for HCV-smitte ved brug af usterile, stikkende instrumenter (i.v. stofmisbrug, tatovering, piercing mv.) og for HBV etnisk baggrund i en befolkning med høj endogen forekomst af HBV-infektion. Der foretages screeningsundersøgelser for smittemarkører på alt indtappet donorblod, før det kan frigives til brug. Disse omfatter markører for smitte med hepatitis B-virus (HBV), human immundefekt virus type 1 og type 2 (hiv) og hepatitis C-virus (HCV). For HBV-infektionens vedkommende undersøges for tilstedeværelse af HBV's overfladeantigen (HBsAg). En række større blodbanker i Danmark har screenet donorblod for HBsAg siden midten af 1970'erne, og per 1. juni 1983 blev donorblodscreeningen for HBsAg med tredje generations ELISA-teknik implementeret overalt i Danmark. For hiv-infektionens vedkommende undersøges for tilstedeværelse af antistof mod hiv-deriverede proteiner (anti-hiv) med ELISA-teknik, og donorblodscreeningen for anti-hiv blev implementeret overalt i Danmark 1. januar 1986. For HCV-infektionens vedkommende undersøges for tilstedeværelse af antistoffer mod HCV-deriverede proteiner (anti-HCV) med ELISA-teknik. Donorblodscreening for anti-HCV blev indført overalt i Danmark per 1. april 1991. Rigshospitalets og Aalborg Sygehus' blodbanker havde forinden iværksat donorblodscreening for anti-HCV fra december 1989. Resultaterne fra de i Danmark gennemførte smittescreeninger af donorblod indberettes til Epidemiologisk afdeling, Statens Serum Institut (SSI), og det er herværende arbejdes formål at redegøre for disse data. På baggrund af de indsamlede data kan foretages beregninger af aktuel risiko for smitte med de pågældende virus ved blodtransfusion i Danmark. Dette vil blive gjort i en anden publikation. I 1994 blev det politisk besluttet, at alt indtappet donorblod også skulle screenes for anti-HTLV-I/II. Human T-celle Lymfocytotrop Virus type I og type II er nært beslægtede retrovirus hørende til Oncoviridae-subgruppen. Såvel HTLV-I som HTLV-II udviser en forbløffende grad af nukleotidsekvens-konservering med kun ringe divergens mellem isolater fra forskellige områder i verden. HTLV-I forekommer endemisk på visse øer i Sydjapan, i Caribien samt i Central- og Vestafrika og endvidere i visse befolkningsgrupper på Ny-Guinea, i Sydamerika og i det nordlige Iran (1). HTLV-II forekommer endemisk blandt visse indianerstammer i Amerika samt blandt i.v. stofmisbrugere især i USA, Sydøstasien og det sydlige Europa (1). Screening af alt indtappet donorblod for anti-HTLV-I/II blev i Danmark gennemført i perioden 1.4.1994-1.10.1997, hvorefter reglerne er ændret til, at kun kandidatdonorer samt regelmæssige donorer, som har været i rejsekarantæne for malaria, undersøges. Der vil i herværende arbejde også blive redegjort for resultaterne fra screeningen af donorblod for anti-HTLV-I/II. Materialer og metoder Resultaterne fra anti-hiv-screeningen af donorblod er siden 1986 blevet indrapporteret til SSI på månedsbasis således, at der indberettes samlede antal undersøgelser samt antal donorer, der er fundet konfirmeret positive. Et positivt fund i ELISA-screeningsundersøgelsen skal efterundersøges i en såkaldt konfirmatorisk undersøgelsesmetode, og kun de konfirmeret positive fund er indberettet. Der redegøres nærmere for de donorer, der er fundet positive (donationsanamnese, køn, alder, mulig risikoadfærd). Det gælder endvidere, at blodbankerne skal fremsende en rapport over de obligatoriske look-back-analyser, som omfatter dels efterundersøgelser af recipienter til tidligere donationer fra en bloddonor, som blodbanken aktuelt har fundet positiv – enten gennem egne undersøgelser eller gennem meddelelser fra anden lægelig instans (look-back fra donor), dels en efterundersøgelse af donorer, som har givet blod til en recipient, der er konstateret anti-hiv-positiv, og hvor der er begrundet mistanke om, at hiv-smitten kan være transfusionsbetinget (look-back fra recipient). Alle disse oplysninger indsendes til Epidemiologisk afdeling, SSI, i anonymiseret form. Resultaterne fra screeningerne for HBsAg , anti-HCV og anti-HTLV-I/II er siden 1. januar 1994 ligeledes blevet indberettet til SSI. I 1988 blev der etableret en ordning, hvorefter Staten udbetaler en »kulancemæssig« godtgørelse til alle patienter, der formodes hiv-smittet gennem blodtransfusioner modtaget på danske hospitaler. Fra akterne vedrørende disse sager er der indhentet statistiske oplysninger. Ifølge opgørelser fra »Bloddonorerne i Danmark« (BID) har antallet af registrerede frivillige bloddonorer været faldende op igennem tiåret 1990-1999, fra ca. 290.000 i 1990 til ca. 250.000 i 1999. I artiklen er antal tappede, regelmæssige donorer for alle årene skønnet til at være 260.000. Der er en løbende udskiftning i bloddonorkorpset med en tilgang på ca. 25.000 nye donorer per år og en afgang, som altså har ligget noget over tilgangen. Op gennem 1990'erne blev etableret en ordning, hvorefter førstegangsdonorer, eller donorer med mere end fem års pause i donorvirksomheden, ikke tappes ved første fremmøde, men der tages prøver til blodtype og smittescreening. Denne gruppe vil i det følgende samlet blive betegnet »kandidatdonorer«. Denne ordning skønnes universelt gennemført i løbet af 1997. Antal donationer, der stammer fra tapningen af regelmæssige donorer er i tabellerne herefter skønnet til at være antal indberettede undersøgelser minus 25.000-30.000. Vi har valgt dette noget konservative skøn over antal donationer fra regelmæssige donorer for ikke at undervurdere prævalensen af positive donationer blandt donationerne fra regelmæssige donorer. Resultater 1. Screening for hiv-antistoffer I tiåret 1990-1999 fik i alt 23 donorer påvist hiv-antistoffer, hvoraf 11 var regelmæssige donorer og 12 var kandidatdonorer, Tabel 1 (se UFL 163/19, p. 2624, 7. maj 2001). Resultaterne fra screeningen af donorblod for anti-hiv i Danmark op til 1990 er tidligere publiceret (2). De hiv-antistof-positive donorer var 21 mænd og to kvinder. Kvinderne var henholdsvis 21 og 25 år, mens mændene havde en medianalder på 32 år (spændvidde: 23-55 år). I alt 13 (57%) var fra det storkøbenhavnske område, mens otte var fra Jylland, og to var fra det øvrige Sjælland. For i alt syv personer, heraf én kvinde, var der oplysning om mulig risikoadfærd. Alle syv mentes smittet seksuelt: Kvinden ved sex med mand fra Afrika, tre mænd mentes smittet ved biseksuel adfærd og tre heteroseksuelt, heraf én ved sex med kvinde fra Afrika, én ved sex med prostitueret med oprindelse i Afrika og én var sømand, der havde rejst på langtursfart i mange år og formentlig var blevet smittet i Caribien. Der er indberettet look-back for de ved donorblodscreeningen fundne 11 regelmæssige donorer, for én kandidatdonor, der sidst havde givet blod ni år tidligere samt for 14 personer, der blev fundet hiv-antistof-positive på anden vis end ved donorscreeningen. Resultaterne fremgår af Tabel 2 (se UFL 163/19, p. 2625, 7. maj 2001). De 26 donorer havde doneret i alt 103 portioner blod, der førte til i alt 81 transfusioner. For 23 recipienter fandtes efterundersøgelse ikke indiceret, da de havde modtaget blod fra en tapning, der måtte være foretaget før den pågældende donor kunne være blevet smittet, eller i enkelte tilfælde fordi recipienten var i terminalfasen af en alvorlig sygdom. For de øvrige 58 recipienter fandtes, at 44 var døde på tidspunktet for look-back, mens i alt 14 personer blev informeret om risikoen via transfusionen, alle blev hiv-testet og alle blev fundet hiv-negative. Antallet af personer, der indrapporteredes med formodet transfusionsoverført hiv-infektion var fire. Der indrapporteredes to i 1991, én i 1992 og én i 1995. For ingen af disse fandtes der dokumentation for en positiv donor, men ikke alle involverede donorer kunne efterundersøges. Tilfældene indgår i Tabel 3 (se UFL 163/19, p. 2625, 7. maj 2001). Af Sundhedsstyrelsens sagsakter vedrørende kulancemæssig godtgørelse til patienter, der formodes hiv smittet gennem blodtransfusioner modtaget på danske hospitaler, fremgår, at der i alt er 27 tilfælde af formodet hiv-smitte med blodtransfusioner i Danmark (Tabel 3). Heraf er de 25 forårsaget af blodtransfusioner givet i Danmark før donorblodscreeningen for anti-hiv blev iværksat per 1. januar 1986, medens to tilfælde er forårsaget af transfusioner givet i 15-års-perioden efter anti-hiv-screeningens iværksættelse. Der er i 15-års-perioden i alt administreret ca. 6,4 mio. enheder blodkomponenter (erytrocytsuspensioner, trombocytsuspensioner og frisk, frosset plasma). Det for 1998 angivne tilfælde blev erkendt 40 timer efter transfusionen var givet. Recipienten blev straks sat i behandling med højaktiv, antiretroviral kombinationsterapi (HAART), og hiv-infektion af recipienten blev undgået (3). 2. Screening for anti-HCV Ved donorblodscreeningen for anti-HCV blev der i perioden 1994-1999 fundet i alt 111 anti-HCV-positive bloddonorer, som angivet i Tabel 4 (se UFL 163/19, p. 2625, 7. maj 2001). Kolonnen Not previously investigated opgør 22 donorer, hvis senest forudgående donation blev givet før screeningen for anti-HCV var iværksat, eller blev testet negativ eller inkonklusiv i de første år, efter screeningen var iværksat med de noget mindre sensitive første eller anden generations ELISA og konfirmatoriske undersøgelsesmetoder. De i denne kolonne anførte fund er derfor afkast fra forekomst af anti-HCV-positive i en ikke tidligere undersøgt population. I alt ti regelmæssige donorer serokonverterede til positiv status i perioden, og der blev fundet i alt 79 anti-HCV-positive kandidatdonorer. Incidens af nysmitte blandt regelmæssige donorer udviser ikke sikker ændring over årene, medens prævalens af anti-HCV-positive blandt kandidatdonorer muligvis har en let faldende tendens over årene. Af de ti serokonverterende, regelmæssige donorer var de to kvinder. Medianalder var 46 år med spændvidden 25-61 år. Af de 79 anti-HCV-positive kandidatdonorer var 44 mænd (medianalder 38, spændvidde 19-57) og 35 kvinder (medianalder 34, spændvidde 24-48). For i alt 32 af de 111 anti-HCV-positive donorer blev der oplyst om særlig risiko. For to af de ti regelmæssige donorer blev der oplyst om i.v. stofmisbrug. For de 30 øvrige, heraf to hørende til kategorien »ikke tidligere undersøgt«, blev som mulig særlig risiko rapporteret: Tidligere i.v. stofmisbrug (n=11), anden parenteral udsættelse i form af piercing, tatovering mv. (n=11) og tidligere blodtransfusion (n=4). Endelig var fire indvandrere. 3. Screening for HBsAg Resultaterne fra donorblodscreeningen for HBsAg i perioden 1994-1999 fremgår af Tabel 5 (se UFL 163/19, p. 2626, 7. maj 2001). I alt 100 personer fik påvist HBsAg ved denne screning, hvoraf 11 var serokonverterende, regelmæssige donorer og 89 var kandidatdonorer. Incidens af nysmitte blandt regelmæssige donorer og prævalens af HBsAg-positive blandt kandidatdonorer udviser ikke sikker ændring over årene. Af de 11 serokonverterende, regelmæssige donorer var de tre kvinder. Medianalder var 37 år, spændvidde 24-51. Af de 89 HBsAg-positive kandidatdonorer var 36 kvinder (medianalder 28, spændvidde 18-53) og 53 mænd (medianalder 37, spændvidde 18-60). For fem af de 11 serokonverterende, regelmæssige donorer blev der oplyst om mulig risiko for smitte, herunder to ved heteroseksuel smitte, én ved optagelse af HBsAg-positivt adoptivbarn i husstand, én ved hornhindetransplantation samt én ved piercing eller tatovering. For de 89 HBsAg-positive kandidatdonorer blev der oplyst om mulig risiko for smitte hos de 48. Heraf var 40 indvandrere, to mentes heteroseksuelt smittet, hvoraf én havde tatovering som konkurrerende risiko, tre oplyste om parenteral risiko i form af piercing eller tatovering, to havde tidligere fået blodtransfusion og én mentes erhvervsmæssigt eksponeret. 4. Screening for anti-HTLV-I/II I perioden 1.4.1994 til 1.10.1997 blev alt indtappet donorblod screenet for anti-HTLV-I/II, siden er kun kandidatdonorer samt regelmæssige donorer, som har været i rejsekarantæne for malaria, undersøgt. Der er herunder til dato fundet i alt syv anti-HTLV-I-positive og tre anti-HTLV-II-positive. Kvinde:mand-ratioen på de samlede ti var 8:2. I det første screeningsår blev der fundet fem HTLV-I-positive svarende til en prævalens på 1,7 per 100.000 ikke tidligere undersøgte donorer. Alle var etniske danskere. Medianalder var 39 år (spændvidde 33-59). Tre af de fem kunne som mulig risikofaktor oplyse om seksuel kontakt med partner fra endemisk område. Der er ikke oplyst risikofaktor for de øvrige. Der blev yderligere fundet to HTLV-II-positive svarende til en prævalens på 0,8 per 100.000 donorer. Ingen af de smittede kunne oplyse om blodoverførsel (tidligere blodtransfusion eller tidligere i.v. stofmisbrug) som risikofaktor. I de efterfølgende år er der i alt fundet to HTLV-I- og én HTLV-II-positive, fordelt på to kvinder og en mand. Alle positive fund var blandt donorer, som ikke tidligere havde været undersøgt for anti-HTLV-I/II, og der er således ikke konstateret tilfælde af serokonversion blandt regelmæssige donorer. Diskussion Indsatsen mod smitte med donorblod har været fokuseret på tre niveauer: donorkriterier, undersøgelser for smittemarkører samt fysisk-kemisk, virusinaktiverende behandling. De celleholdige blodkomponenter kan ikke tåle den hidtil kendte, virusinaktiverende behandling, hvorfor denne kun har kunnet anvendes på de industrielt fremstillede plasmaderivater. Donorkriterierne har som fundament, at donorerne skal være frivillige og ikke modtage kompensation for deres donorvirksomhed. For at undgå evt. gruppepres foretages der ikke tapninger på institutioner (kaserner, flygtningelejre mv.). I Danmark tappes kandidatdonorerne ikke, men der udtages prøver. Der kan teoretisk være en risiko for, at nogle melder sig som bloddonorer, mere for at blive undersøgt end for at give blod. Nogle af disse »impulsdonorer« melder sig måske netop kort tid efter en risikoadfærd og har i øvrigt en tendens til ikke at fortsætte som regelmæssige bloddonorer. Med den angivne forholdsregel har man lagt en vis bremse på, i hvilken udstrækning sådanne personer udgør en risiko for dansk donorblod, samtidig med at smitteforekomsten blandt »førstegangsdonorer« i øvrigt ikke får konsekvenser for blodforsyningen. Hiv-infektionens epidemiologi betinger, at adfærd, som medfører øget risiko for hiv-smitte, kan beskrives, og siden 1983 har bloddonorer i Danmark ved hver tapning attesteret, at de ikke har haft en adfærd, som nærmere findes beskrevet i en folder forfattet af Sundhedsstyrelsen. Af indberetningerne fremgår, at den seksuelle smittevej er den dominerende for hiv-infektion blandt bloddonorer, medens smitte fra stik med usterile instrumenter (i.v. stofmisbrug, piercing mv.) ikke er konstateret. Mandlig biseksualitet er den dominerende årsag, hvorimod erklæret homoseksuelle mænd i vid udstrækning har afstået fra donorvirksomhed. Heteroseksuel smitte har været forårsaget af seksuel kontakt med personer fra lande, hvor hiv-infektionen forekommer udbredt i befolkningen, eller med personer med i.v. stofmisbrug (2) og for kvinders vedkommende ved smitte fra biseksuelle mænd (2). En stor del af indberetningerne anførte »ukendt« smittevej. Forklaringen herpå er formentlig, at interviewet af den smittede donor foregår under omstændigheder, hvor vedkommende netop har fået en uventet meddelelse om hiv-smitte, hvorfor betingelserne for opblødning af de fortrængningsmekanismer, som har tilladt vedkommende at møde frem til donortapning, næppe er gunstige. Prævalensen af hiv-smitte blandt kandidatdonorer var 4,8 per 100.000 hvilket skal ses på baggrund af, at prævalensen af hiv-smitte i den danske befolkning i donorrekrutteringsalderen (18-60 år, svarende til ca. 3 mio. personer) er skønnet til ca. 150 per 100.000 (4). Incidensen af hiv-smitte blandt regelmæssige donorer var 0,45 per 100.000 per år mod ca. otte per 100.000 i befolkningen som helhed (4). Selveksklusion har altså medvirket til at nedsætte smittepresset af hiv blandt bloddonorerne til 3-6% af det smittepres, der ses i befolkningen som helhed. Incidensen af HCV-smitte blandt regelmæssige donorer var af omtrent samme størrelse som incidensen af hiv-smitte. Derimod var prævalensen af HCV-smitte blandt kandidatdonorer omtrent ti gange højere end prævalensen af hiv-smitte og blev fundet til i gennemsnit 52,7 per 100.000 kandidatdonorer. Den prævalens af HCV-smitte, der blev fundet i donorkorpset som helhed, da donorblodscreeningen for anti-HCV blev landsdækkende i 1991, blev fundet til 70 per 100.000 (5). Prævalensen i en ikke tidligere screenet donorpopulation er udtryk for prævalens blandt kandidatdonorer plus summation af incidens af nysmitte blandt regelmæssige donorer. Da det sidste bidrag er beskedent, kan det ikke udelukkes, at prævalensen af HCV-smitte blandt kandidatdonorerne i 1980'erne har været højere, end den er blandt de nuværende kandidatdonorer, og i de i herværende arbejde rapporterede tal blev der yderligere set en tendens til faldende prævalens over årene 1994-1999. Smittevejene for HCV består – helt modsat smittevejene for hiv – væsentligst af parenteral smitte via stik med usterile instrumenter (i.v. stofmisbrug, tatovering, piercing mv.), medens den seksuelle smittevej har ringe eller ingen betydning. Det er karakteristisk, at mange af de smittede kandidatdonorer kan pege på enkeltstående tilfælde af i.v. stofmisbrug (»prøvefix«) i den tidlige ungdom. Såfremt der er tale om et reelt fald i prævalensen af HCV-smitte blandt kandidatdonorerne, kan det være udtryk for, at denne adfærd var mere udtalt blandt ungdommen i 1970'erne, end den er nu, ligesom man kan være blevet mere opmærksom på at skulle tage forholdsregler mod smitte ved tatovering, piercing mv. Nordeuropa er et udpræget lavprævalensområde for HBV-smitte, hvilket er afspejlet i, at indvandrere tegner sig for en stor del af HBV-prævalensen blandt kandidatdonorer, på trods af at de kun udgør en meget beskeden andel af kandidatdonorerne. Incidensen af HBsAg-positivitet blandt de regelmæssige donorer er af samme størrelsesorden som for de øvrige virus, men som det er vist i risikoberegningsartiklen (6), må det antages, at den reelle incidens af HBV-smitte blandt regelmæssige donorer, er knap tre gange højere. Prævalensen af HTLV-I-smitte opgjort per 100.000 ikke tidligere undersøgte bloddonorer var 1,7. I Holland blev prævalensen fundet til 2,2 og i Frankrig til 3,9 (7, 8). Den større hyppighed i Frankrig kan formentlig tilskrives, at Frankrig af historiske grunde har tættere forbindelser med områder med endemisk forekomst af HTLV-I-smitte end Danmark. Kvinde:mand-ratioen er høj, og således helt forskellig fra den ratio, der er fundet for hiv, hvor der er en massiv overvægt af mænd. I befolkninger, hvor HTLV-I forekommer endemisk, er smittevejene hovedsagelig: postnatalt ved amning samt seksuelt, hvor det er konstateret, at smitte fra positiv mand til negativ kvinde er langt mere hyppig end smitte fra positiv kvinde til negativ mand (1). Der er ikke konstateret overhyppighed af HTLV-I-smitte blandt homoseksuelle mænd. Forekomst af HTLV-I-smitte i den danske befolkning er derfor sandsynligvis betinget af heteroseksuel smitte fra befolkninger med endemisk forekomst af HTLV-I. De foreliggende data tillader estimering af forekomst af positive donationer blandt donationerne fra regelmæssige donorer. Af tabellerne 1, 4 og 5 fremgår, at der i gennemsnit var 0,34 hiv-positive donationer per 100.000 donationer fra regelmæssige donorer, og tilsvarende 0,47 HCV-positive samt 0,53 HBV-positive. Disse værdier er de centrale parametre i beregningerne af risiko for transfusionssmitte med de pågældende virus og vil blive benyttet hertil i en efterfølgende artikel (6). Summary Ebbe Dickmeiss, Annette Hartvig Christiansen & Else Smith:Screening of donor blood for viral markers: anti-HIV, anti-HCV, HBsAg and anti-HTLV I/II in Denmark 1990-1999. Ugeskr Læger 2001; 163; 2623-8. Introduction: We describe the results of donor blood screening in Denmark for anti-HIV-1/2 in the period 1990-1999 and for anti-HCV, HBsAg, and anti-HTLV-I/II in the period 1994-1999. Methods: Danish blood banks report the results of donor blood screening to the State Serum Institute on a monthly basis. This study concerns the data reported in the above two period. Reports from the years given above are worked out in the present study. Results: The frequencies of infection among candidate donors are for HIV: 4.8 per 100,000; hepatitis C: 52.7 per 100,000; and hepatitis B: 60 per 100. The yearly incidences of new infections among the 260,000 regular donors in Denmark are for HIV: 0.42 per 100,000 regular donors; hepatitis C: 0.64 per 100,000 regular donors; and hepatitis B: 0.70 per 100,000 regular donors. All donations in Denmark were tested for anti-HTLV-I/II in the period 1 April 1994 to 1 October 1997, after which only candidate donors were tested. The frequency of HTLV-I infection in previously untested donors was 1 in 60,000 and that of HTLV-II infection 1 in 150,000. The frequency of HTLV-I infection among candidate donors was 1 in 50,000 and that of HTLV-II infection 1 in 100,000. No seroconverters have been found. Reprints: Ebbe Dickmeiss, blodbanken, afsnit 2034, H:S Rigshospitalet, DK-2100 København Ø. Litteratur CDC. Guidelines for councelling persons infected with Human T-lymfotropic virus, Types I and II. Ann Intern Med 1993; 118: 448-54. Schmidt KW, Dickmeiss E. Screening af donorblod for anti-HIV. Ugeskr Læger 1990; 152: 2552-6. Katzenstein T, Dickmeiss E, Aladin H, Hede A, Nielsen C, Nielsen H et al. Failure to develop HIV infection after receipt of HIV-contaminated blood and postexposure profylaksis. Ann Intern Med 2000; 133: 31-4. Smith E. Status over hiv/aids-situationen i Danmark ved udgangen af 1995. Ugeskr Læger 1997; 159: 585-90. Christensen PB, Groenbaek K, Krarup HB. Transfusion acquired hepatitis C: the Danish lookback experience. The Danish HCV Lookback Group. Transfusion 1999; 39: 188-93. Dickmeiss E, Christiansen AH, Smith E. Risiko for smitte med donorblod i Danmark ved årtusindskiftet. Ugeskr Læger 2001; 163: 2628-32. Courouce AM, Pillonel J, Saura C. Screening of blood donations for HTLV I/II. Transf Med Rev 1999; 13: 267-74. Zaaijer HL, Cuypers HTM, Dudok de Wit C, Lelie PN. Results of one year screening of donors in the Netherlands for human T-lymphotropic virus (HTLV) type I. Transfusion 1994; 34: 877-80. Antaget den 28. september 2000. H:S Rigshospitalet, klinisk immunologisk afdeling, og Statens Serum Institut, København, epidemiologisk afdeling. Originale meddelelser 7. maj 2001 nr. 19 Screening af donorblod for virale markører. 2623 Risiko for smitte med donorblod i Danmark ved årtusindskiftet. 2628 Motionsløbere lever længere. 2633 Kilde: Artiklen bringes med venlig tilladelse fra forfatt